Træd indenfor i det ældgamle broderskabs stamhus i første del af vores serie om Den Danske Frimurerorden. 

Af Sara Kirstine Hald og Tobias Farholt Jørgensen

Frimurerne: En sammenslutning af mænd, der i århundreder er mødtes bag lukkede døre, for at udføre okkulte ritualer, som ingen udenfor murene må kende til. Broderskabet har haft konger som ledere og været genstand for et utal af konspirationsteorier. Vil de overtage verdensherredømmet? Er de satanister? Nedstammer de fra tempelridderne?  

… eller er det i virkeligheden bare en form for kaffeklub, hvor mænd kan dyrke fællesskabet – noget, som er livsvigtigt for os alle sammen?  

Vi er taget til informationsmøde i Danmarks største frimurerloge i et forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig er op og ned på det hele. 

Vi står foran en kæmpestor klods af en bygning. Den er ikke specielt interessant udefra, den er bare meget stor og meget grå. Og bevares, så har den et imponerende indgangsparti. To græske søjler – joniske, for de arkitekturinteresserede – strækker sig 16 meter op i luften og indrammer fordørene. 

Ovenover de tre meter høje døre i massivt træ belagt med bronze hænger der en vinkelmåler og en passer, nogle af frimurernes vigtigste symboler. Der er også en sekstakket stjerne. 

I brostenene foran bygningen er der formet et stort øje af forskelligfarvede sten. Her står vi og betragter de mennesker, der ankommer. Nogle af dem ser en smule nervøse ud, men alle virker glade og spændte. Folk sniksnakker og hilser på hinanden på kryds og tværs. 

En del af mændene foran Stamhuset bærer en medalje med et våbenskjold på brystet, og vi kan regne ud, at de må være frimurere. Alle de andre – dem uden medaljer – er såkaldte “søgende”. De overvejer at blive frimurere og er derfor mødt op til informationsmødet i logen Nordstjernen, som holder til i Stamhuset – ordenens hovedsæde – på Østerbro i København. 

Inde i bygningen samles vi i pergolaen, som frimurerne kalder deres foyer. Allerede her bliver det tydeligt, at hvad bygningen måske manglede af krummelurer og pynt på ydersiden, er der gjort op for på indersiden. Rummet er en form for søjlegang i flerfarvet, fransk marmor. Der er højt til loftet, hvorfra der hænger lysekroner. 

Her bliver vi budt velkommen af aftenens vært. Han fortæller, at vi er 55 deltagere, og at det gør aftenens informationsmøde til det største, han har oplevet i sine to årtier i logen. Han er nu ikke overrasket, for det er hans klare fornemmelse, at der er stor søgning imod frimureriet i øjeblikket. Det tilbyder noget, som folk har brug for i den tid, vi lever i, mener han. For eksempel en pause fra ens telefon, som man normalt ikke bruger, når man går i loge, og som vi forresten heller ikke må bruge – i hvert fald ikke til at tage billeder – under den minirundtur, vi skal ud på.  

Om vores vært har ret i sin formodning og frimureriet står overfor en revival, ved vi ikke. Men vi ved, at der i år er sket en lille stigning i antallet af medlemmer af Den Danske Frimurerorden. Hvert år siden coronapandemien er medlemstallet ellers gået nedad, men i år er kurven vendt, og inden for det seneste år er omkring 230 nye brødre blevet optaget. Hos naboerne i Sverige ser man også en forsigtig fremgang. 

Med risiko for at træde nogen over tæerne, ligner de søgende til informationsmødet temmelig meget hinanden. Alle er… ret hvide, og med få undtagelser har mændene det samme tøj på: En form for skjorte, eventuelt en blazerjakke, og jeans eller slacks. Alt sammen i neutrale farver som blå, grå og sort. Aldersgennemsnittet er vel omkring 35-40 år, selvom der er afstikkere i både den ene og den anden retning.  

Otte deltagere skiller sig dog ud fra mængden. De er kvinder, og sådanne optages ikke i frimurerordenen. Grunden til, at de alligevel er til stede, er, at logebrødrenes partnere gerne skal være on board. Det er en stor beslutning at blive frimurer, og derfor skal der være opbakning hjemmefra, får vi at vide. I denne forbindelse nævner vores vært også, at “partneren har samme grad som frimureren selv” forstået på den måde, at alt, hvad man oplever som frimurer, må man dele med sin partner. 

Udover at man skal være mand for at blive optaget i Den Danske Frimurerorden, skal man være 21 år gammel, døbt og bekende sig til den kristne tro. Og så skal man have et godt omdømme. Hvad det helt præcist vil sige, kan de ikke forklare os, men når en ny logebroder søger optagelse, stemmer de allerede indviede om, hvorvidt vedkommende skal optages eller ej. 

Selvom det ikke fremgår sort på hvidt på frimurernes hjemmeside, er det også et krav, at man har orden i økonomien, så det ikke bliver en “belastning” for én at være medlem, fortæller de. Og det er ikke helt gratis at være frimurer. Når man bliver optaget, skal man investere i et kjolesæt, som typisk koster omkring 5.000 kroner. Derudover betaler man kontingent samt et gebyr, hver gang man stiger en grad. Det løber op i omkring 5.000-6.000 kroner om året. Man skal desuden betale for ens måltider i logen, ligesom man til hver logeaften donerer et valgfrit beløb til velgørenhed. Man kan også tilkøbe diverse former for “pynt” til ens outfit. For eksempel får man lov til at gå med en særlig ring, som koster omkring 12.000 kroner, når man opnår ordenens 8. grad. 

Og nu tænker du måske: “Hvad betyder 8. grad?” Det skal vi såmænd sige dig. 

Den Danske Frimurerorden arbejder efter et system med 11 grader. Den 11. grad er dog forbeholdt personer med en ledende rolle i ordenen, så langt de fleste når “kun” igennem ti. Hver gang du stiger i graderne, gennemgår du et hemmeligt ritual, og jo længere du når op i graderne, desto mere lærer du om frimureriet, dets historie og symboler. Typisk tager det omkring 15 år at nå igennem de ti grader.  

I takt med, at man stiger i graderne, får man også adgang til flere og flere af rummene i Stamhuset, som er 80.000 kubikmeter stort. Der er “over 330” rum, får vi at vide, men det er ganske få personer, der har adgang til dem alle. 

Ad en bred, tæppebeklædt trappe går vi fra pergolaen op til husets anden sal. Etagerne i Stamhuset er høje, så vandringen er lang. 

Alle logesalene i bygningen har et forværelse, hvor brødrene samles, inden logearbejdet går i gang. På anden sal stimler vi sammen i forværelset til festsalen. Her hænger billeder af ordenens tidligere stormestre, blandt andre Christian X, der er én af de konger, der har ledet ordenen. I dag er der dog – til ordenens store skuffelse – ingen royale medlemmer. 

Indbygget i den ene væg er der et stort orgel. Før i tiden har sangerinder kunnet stå inde bag en slags gitter ved orglet, så logebrødrene har kunnet høre deres skønsang, mens de kvindelige sangere ikke har kunnet se, hvad logebrødrene foretog sig. Flere steder i huset er der også en form for højtaleranordninger, hvor musikere har kunnet stå i ét lokale og spille, imens lyden er blevet ledt ind i et andet lokale. 

Musikken strømmer fra orglet, og dørene til festsalen går op. Det er lidt som at træde ind i en kirke med et touch af græsk tempel og et twist af Egypten.  

Rummet er fyldt med bænkerækker beklædt med rød velour, og i modsatte ende af indgangen er der en stor repos med skakbræt-ternet gulv. På reposen er der noget, der minder om et alter, og en stor trone med gulddetaljer, som kun stormesteren må sidde på. Over tronen er der en guldkugle med vinger, og ovenpå kuglen er der et kors. Til Harry Potter-fansene derude minder den lidt om the snitch – foruden korset, altså. På væggen bag tronen hænger et malteserkors, som tidligere har været brugt af kristne ridderordner såsom tempelridderne. 

I rummet er der en række høje søjler – korintiske, hvis ikke vi tager helt fejl – med gulddetaljer i form af blandt andet ranker af blade, der snor sig om søjlerne. På væggene hænger en form for lysekroner i guld, langs loftet er der malet gulddetaljer, og på et lille loftsudhæng foran reposen hænger det altseende øje: Et øje indeni en trekant, også i guld. På gulvet foran reposen står to store sfinkser – og ja, du gættede det, de er også i guld. 

Vores vært fortæller livligt om frimurerne og deres historie. Det etablerede frimureri begyndte med fire loger, der mødtes i London i 1717 og slog sig sammen til en “Grand Lodge”. Hurtigt spredte frimureriet sig til resten af Europa, og i 1743 blev den første frimurerloge åbnet i Danmark. 

Som vores vært ganske rigtigt bemærker, kan man imidlertid kun slå sig sammen i en storloge, fordi der har eksisteret loger i forvejen, så frimurernes historie er i virkeligheden længere endnu. Vi får at vide, at frimureriet muligvis udspringer af de lav af håndværkere, der rejste rundt og byggede katedraler i Europa i middelalderen. En anden teori er, at frimurerne faktisk er efterkommere af tempelridderne, en religiøs ridderorden fra middelalderen, som ellers blev opløst i 1307, hvor de pludselig blev arresteret, tortureret og mange af dem brændt på bålet. 

Ifølge Jens Wendel-Hansen, som har en ph.d. i historie – og desuden er “ordenshistoriker” i Den Danske Frimurerorden og frimurer af 9. grad – er der dog ikke historisk belæg for nogen af de to teorier. 

“Det der med tempelridderne er noget, man igen og igen og igen er vendt tilbage til i frimurersammenhæng, men allerede i 1782 holdt frimurerne et stort konvent, hvor man konkluderede, at det simpelthen er for far-fetched. Vi kan ikke lave historievidenskabelige undersøgelser, som kan sætte frimurerne i forbindelse med tempelridderne. Og man kan heller ikke sætte frimurerne i forbindelse med katedralbyggerne. Så vi ved faktisk ikke, hvor frimurerne kommer fra, vi ved bare, at der sker noget med det etablerede frimureri i 1717. Men alle de virkelig gode historier om oprindelsen er for langt ude til at kunne dokumenteres.” 

Nå, men historien var ellers god. Det er de generelt, de historier, vores vært fortæller, og det er tydeligt, at de sidder på rygraden. Men det gør de næsten også for os. Vi har nemlig snydt lidt, så forud for informationsmødet har vi været på en rundvisning i Stamhuset, og der fik vi – nærmest på ordniveau– de samme ting at vide, som vi gør nu, selvom vores vært var en anden. For eksempel har vi nu flere gange fået forklaret, hvorfor frimurernes ritualer er hemmelige for de uindviede:  

“Hvis du kender dem på forhånd, svarer det til, at du står i indgangen til biografen, hvor du skal se den nye James Bond-film, og der er nogen på vej ud, der fortæller, at det er butleren, der er morderen. Det ødelægger oplevelsen.”  

Fra festsalen ledes vi videre igennem bygningen og får at vide, at vi skal sørge for at følge med, så ingen farer vild. Det har de prøvet før: To ældre mennesker, der var på rundvisning i huset med deres plejehjem, forsvandt fra gruppen og blev først fundet igen efter et par timer. Undervejs havde de forvildet sig ind i nogle af de mange lokaler, de ellers ikke måtte se – men det gjorde ikke så meget, for de var vist lidt for forvirrede til at forstå, hvad der foregik. 

Undervejs kan vi ikke sige os fri for selv at få lyst til at luske væk fra gruppen og se, hvad der gemmer sig rundt omkring, men vi holder os i skindet og holder os til. 

Vi træder ind i endnu en imponerende sal. Igen er der søjler, og igen er der en trone. Også kirkebænkene er fulgt med. På det dybblå loft over os åbenbarer der sig en stjernehimmel, hvorpå de tolv græske stjernetegn er malet. Der er ingen vinduer i salen, men belysningen er perfekt, og det samme er akustikken. Der er en helt særlig, rolig atmosfære, og imens vi sidder i roligheden, får vi lov til at nyde et stykke musik. 

Musik betyder meget i ordenen, og der spilles altid musik til en logeaften. Typisk er det klassisk, men det kan også være fortolkninger af for eksempel jazz. Stolt fortæller flere logebrødre, at Mozart var frimurer, og at flere af hans værker har en særlig frimurerisk betydning. Faktisk tager “Tryllefløjten” udgangspunkt i Mozarts egen frimureriske rejse, forlyder det. 

Imens musikken spiller, sidder vi og betragter nattehimlen over os, og lige dér får vi en vis forståelse for, hvad det kan at gå i loge. Det er en meditativ oplevelse at sidde i det ejendommelig rum og drømme sig væk i loftsmaleriet til lyden af klassisk musik, og vi har en fornemmelse af, at vi befinder os i en helt anden verden end den “profane”, som frimurerne kalder den, der befinder sig udenfor murene. 

Vi slutter aftenen med smørrebrød i Stamhusets spisesal, som kan rumme 500 spisende gæster og er udstyret med en række store lysekroner. Ved siden af os sidder aftenens vært, og overfor os er der endnu en logebroder samt en søgende. Vi benytter lejligheden til at spørge, hvad man får ud af at være med i frimurerne.  

“Det handler om at arbejde med sig selv,” siger vores vært og fortæller, at han i logearbejdet bliver stillet spørgsmål, der får ham til at reflektere over, hvordan han bliver et bedre menneske. 

For andre er det en smule mere jordnært og handler slet og ret om fællesskab, siger logebroderen på den anden side af bordet. 

“Mænd er dårlige til at holde fast i deres venner, især når de bliver gamle. Det her er en måde at sikre sig, at man har et netværk på,” siger han. 

Netværk og fællesskab er essentielt for menneskers sundhed og trivsel. Ja, faktisk er det veldokumenteret, at ensomhed er direkte livstruende. Langvarig ensomhed kan nemlig føre til sygdomme som type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og demens samt resultere i for tidlig død. Samtidig kan ensomhed have store psykiske konsekvenser og resultere i blandt andet depression. Ensomhedsforskeren John T. Cacioppo har sågar konkluderet, at ensomhed er lige så farligt for helbredet som rygning. 

Trods vigtigheden af socialt samvær føler mange danskere sig ensomme, og siden man begyndte at måle systematisk på danskernes ensomhed i 2013, er udbredelsen af ensomhed steget markant. 

En undersøgelse fra Mary Fonden fra 2024 viser således, at 12 procent af danskerne føler sig svært ensomme. Til sammenligning var tallet fem procent i 2013. Oveni de 12 procent, der føler sig svært ensomme, er der 14 procent, der føler sig moderat ensomme. Tilsammen betyder det, at over en fjerdedel af den danske befolkning er ensomme i den ene eller anden grad. 

En anden undersøgelse viser, at 28 procent af alle mænd sjældent eller aldrig har nogen at tale fortroligt med. Undersøgelsen er udført af Forum for Mænds Sundhed, som kobler resultaterne sammen med ensomhed – også selvom mændene ikke direkte har sagt, at de føler sig ensomme. Det er der en særlig grund til, fortæller forummets formand, Svend Aage Madsen:  

“Ofte spørger man direkte ind til, om man føler sig ensom, men det har mænd svært ved at forholde sig til – ikke fordi de ikke kan have følelsen, men fordi de ofte ikke rigtig har et sprog for deres følelser og måske slet ikke har dannet begrebet ensomhed i deres hoveder. Derfor spørger vi på en anden måde, nemlig om man har nogen at tale fortroligt med, og her ser vi, at tre gange så mange mænd som kvinder aldrig har nogen at tale fortroligt med.”  

Foruden at være formand og medstifter af Forum for Mænds Sundhed, er Svend Aage Madsen psykolog og en af landets førende mandeforskere. Ligesom blandt andet ensomhedsforskeren John T. Cacioppo understreger Svend Aage Madsen også farerne ved ensomhed. 

“At have nogen at snakke med er en afgørende faktor for at kunne klare sig. Man siger, at man har 50 procent større dødelighed af alle fysiske sygdomme, hvis man er isoleret, end hvis man har nære relationer. Og i forhold til psykiske sygdomme, er ensomhed den største sårbarhedsfaktor overhovedet.” 

Det gælder på tværs af alle køn, at vi mennesker har brug for hinanden og for fællesskabet, men ifølge Svend Aage Madsen er mænd særligt udsatte, når det gælder ensomhed. Det skyldes blandt andet den måde, hvorpå mænd typisk reagerer i livskriser. 

“Hvor kvinder i kriser oftest søger nærhed med andre, så ved vi, at mænd ofte trækker sig, når de har det dårligt. Og så bliver de meget svære at hjælpe”, siger han. 

Det kan især være svært for mænd at fastholde relationer, hvis de har været gift med en kvinde, men er blevet skilt. 

“Vi ser ofte, at når mænd flytter sammen med en kvinde tidligt i livet, så begynder kvinden at være den, der tager sig af de sociale arrangementer såsom fødselsdage, barnedåb og bryllup. Og når manden så pludselig står alene, så har han ikke udviklet kompetencer til, hvordan man får inviteret nogen til en kop kaffe eller en fest. Så på den måde er mænd hårdere ramt, når det handler om at række ud til andre – især når de står i en krisesituation,” siger Svend Aage Madsen. 

Den søgende, som vi sidder sammen med i Stamhuset, har haft nogle hårde år. Han hedder Jesper Madsen, er 52 år og har både været igennem en skilsmisse, mistet sin far og været tæt på at gå ned med stress – alt sammen inden for kort tid. 

Jesper har hørt om frimureriet gennem en kollega og synes, det lyder tiltalende med et fællesskab, hvor der er plads til at tale fortroligt og dybt.  

“Vi mænd er ikke særlig gode til at håndtere vores følelser. De kampe, som vi går med indeni, er vi ikke supergode til at vende med kammeraterne, og der har jeg bare været igennem nogle ting i mit liv de seneste år, som har gjort, at jeg er blevet opmærksom på, at jeg har behov for at snakke om ting. Ikke kun den der sidemandssnak, når vi ser en fodboldkamp, men også noget, der stikker dybere. For hvis jeg ikke får talt om tingene, så render jeg og bokser med dem selv. Og hvis jeg gør det, så finder jeg helt sikkert en løsning, men det er ikke altid, at det er den rigtige eller bedste løsning for mig,” siger han. 

De dybere samtaler har han en formodning om, at han kan få hos frimurerne, som han tror er en anden type fællesskab, end han for eksempel ville kunne finde i en fodboldklub.  

“Når man sidder i omklædningsrummet, bliver det ofte overfladisk snak om, hvordan det går. Man dykker ikke ned i det, der virkelig betyder noget. Det ser jeg som den helt store forskel på eksempelvis en sportsaktivitet og frimurerne.” 

At kunne udvikle sig som mand er noget af det, der især tiltrækker Maximilian Valentin Ravn, som vi også møder til informationsmødet. Med sine 28 år er han en af de yngre blandt de fremmødte. Han tror, at logearbejdet kan ”kultivere hans maskuline udvikling”, og at han blandt andet kan blive mere modig og disciplineret af at omgås frimurere. 

“Hos frimurerne er der nogle visere, mere kompetente mænd end mig, som forstår de evigtgyldige maskuline idealer på et plan, som jeg endnu ikke gør. Jeg tror, at jeg kan blive en langt bedre mand for min familie og for samfundet generelt ved at omgås dem. Grundlæggende er min forhåbning at blive ridder af Dannebrog – ikke i nationalistisk forstand – men bare at jeg bliver så stærk en mand, at jeg kan forsvare mit land og min kultur imod alle former for trusler,” siger Maximilian. 

Samtidig er han tiltrukket af ordenens historie.  

“Det er meget motiverende for mig potentielt at blive medlem af et fællesskab, der har så lang en traditionshistorie, hvilket beviser, at organisationen er overlevelsesdygtig og har fat i noget dybt,” siger han. 

Han lægger heller ikke skjul på, at hemmelighedskræmmeriet tiltaler ham. For han mener, at der generelt er for lidt, der er overladt til fantasien i vores samfund. 

“Folk er meget eksplicitte omkring alting, og privatlivet er blevet invaderet af offentligheden. Så det, at der er en indvielsesproces, hvor man ikke har adgang til de dybeste sandhedskamre, gør, at der altid er en slags “den forbudte frugt” og et hemmelighedsaspekt, der er æggende.” 

Som nævnt skal man være døbt og bekende sig til den kristne tro for at blive optaget i Den Danske Frimurerorden. De fleste af de frimurere, vi er stødt på, beskriver imidlertid sig selv som kulturkristne, men ikke Maximilian, som også slår korsets tegn for sig flere gange i løbet af aftenen. 

“Jeg er aspirerende kristen og beder dagligt. Så det kristne element i frimureriet betyder også meget for mig. Her er et broderskab, der er bygget på kristne værdier, og hvor jeg kan se, at medlemmerne forstår verdenen virkelig dybt og er imponerende mennesker. Det giver mig en følelse af, at jeg kan stole på dem.” 

Hvorvidt Jesper og Maximilian bliver optaget i logen, er endnu uvist, men de har ikke mistet interessen efter informationsmødet. Tværtimod. 

Vi føler ikke rigtig, at vi er blevet klogere til informationsmødet. Jo, vi har fået en masse at vide om frimurernes historie og om Stamhuset, og vi har også hørt en smule om, hvad de laver, når de går i loge, men vi forstår det stadig ikke rigtig. Vi forstår ikke, hvad det egentlig går ud på. 

Det hører vi fra flere logebrødre, at de heller ikke gjorde, da de blev optaget i ordenen. Men sådan er det åbenbart bare. Til informationsmødet får vi således at vide, at “man skal være klar til at tage et skridt ind i det ukendte”, hvis man går ind i frimureriet. Og det på trods af, at man som udgangspunkt er medlem på livstid, når man først er meldt ind. Hvis man har en fornemmelse af, at det kunne være noget for én, skal man gå med på dén og håbe på det bedste. Lidt fluffy, synes vi…  

Når det er sagt, så forstår vi godt, at fællesskabet er tiltalende, og at det er spændende med historien, symbolerne og ritualerne – og det fine tøj. Vi forstår også godt, at det kan være dejligt med en pause fra omverdenen og ens telefon, og der ér en meget beroligende atmosfære i det store, smukke hus. Selvudvikling lyder heller ikke dårligt. 

Men hvordan bidrager de okkulte, hemmelige ritualer til den personlige udvikling? Og hvorfor er de så vigtige for frimurerne? Det undrer os stadig, og derfor forsøger vi i næste afsnit at komme lidt mere ned i materien. Her zoomer vi ind på frimurernes ritualer for at forstå, hvilken rolle de spiller i logearbejdet, og hvad det egentlig er, de kan. Både for den enkelte og for fællesskabet.